Valby

Om Pilelygaard Valby

Pilelygaard Valby ligger i rolige omgivelser tæt på Zoologisk Have og Søndermarken – med udsigt til Nordisk Film og kun få minutters gang fra Valby Langgade og Spinderiet. Skolen er centralt placeret og nem at komme til med både tog og bus fra København og omegn. 

Skolen ligger i stueplan med indgang fra Søndre Fasanvej, hvilket skaber trygge og overskuelige rammer for eleverne. Vi har fire mindre klasselokaler med plads til op til otte elever i hver klasse, så der er mulighed for nærvær, struktur og individuelle hensyn i undervisningen. 

Trygge og fleksible læringsmiljøer 

På Pilelygaard Valby er de fysiske rammer tilpasset elever med særlige behov. Skolen er indrettet med både åbne fællesområder og mindre zoner til ro og fordybelse. Hver elev får sin egen arbejdsplads med computer og individuelle rammer, der understøtter trivsel og læring. 

Undervisningen foregår både i klasselokalerne og i skolens fællesområder, hvor der blandt andet arbejdes med håndværk & design og billedkunst. Til naturfag benytter vi faciliteter på Valby Skole, og idrætsundervisningen foregår blandt andet i Søndermarken, lokale idrætsfaciliteter og fitnesscenter. 

Et aktivt og varieret skoleliv 

I pauserne kan eleverne opholde sig i klasserne, fællesområderne eller benytte de mange muligheder i nærområdet. De yngste elever bruger ofte legepladserne i området, Søndermarken og Københavns Zoologiske Have, hvor skolen har årskort. 

Vi lægger vægt på at skabe en hverdag med bevægelse, fællesskab og praktiske aktiviteter, som styrker både trivsel og sociale relationer. 

Fokus på mad, fællesskab og ansvar 

Eleverne har mulighed for at få alle dagens måltider på skolen. Om morgenen tilbydes morgenmad til de elever, der har behov for det, og til frokost deltager eleverne ofte i madlavningen. 

To gange om ugen undervises eleverne i ernæring og madkundskab af en uddannet økonoma og pædagog som en del af de kreative fag. Eleverne er med til at planlægge menuen og får samtidig erfaring med samarbejde, ansvar og sunde madvaner. 

En skole med nærvær og ro 

Pilelygaard Valby er kendetegnet ved en rolig og imødekommende atmosfære. Skolens størrelse gør hverdagen overskuelig, og personalet arbejder målrettet for at skabe et trygt og positivt miljø for både elever, medarbejdere, samarbejdspartnere og gæster. 

Hos os møder eleverne voksne, der ser dem, støtter dem og hjælper dem med at udvikle sig både fagligt, socialt og personligt.